Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bønder - IX
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
mit liv og andre fortællinger. 195
til at opfatte Bønderne som rene Dyr, men nu, da
hun forlod dem, stod det klart for hende, at de var
Mennesker med de samme Dyder og Fejl som alle
andre, og at der oven i Kjøbet var ikke saa lidt, som
talte til Undskyldning for Fejlene. De maatte slide i
det fra Morgen til Aften, led Kulde og Sult, fik ingen
Hjælp, naar de trængte dertil, og blev slet behandlede
af deres Foresatte.
Efter at Marie havde ledsaget hende en halv Mils
Vej, sagde hun Farvel, og derefter kastede hun sig
paa Knæ og gav sig til at hyle og skrige af Sorg.
«Aa—aah!» stønnede hun og slog i sin
Fortvivlelse Panden haardt mod Jorden. «Aa—aah! Nu er
jeg igjen ene — ganske ene! Aa, jeg stakkels
ulykkelige Menneskebarn!»
Hun blev ved med at græde og klage, og da Olga
og Sascha vendte sig om for femte eller sjette Gang,
saa’ de hende endnu stadig hugge Panden mod Jorden
og gjøre Fagter med Armene, medens Kragerne
kredsede om hende og skreg med hæse Skrig.
Efter at Solen var kommen helt op paa Himlen,
blev det saa varmt, at det var en hel Fornøjelse at
vandre hen ad Landevejen. Olga og Sascha glemte
baade Landsbyen og Marie; de nød den dejlige, friske
Foraarsluft, Lærkens Sang under Skyerne og den vide
Udsigt til alle Sider. Ja, der var nok at se paa. Ud
til højre laa der nogle kratbevoxede Kæmpehøje, som
lignede venlige Smaaøer, langs Vejen strakte der sig
en lang Række Telegrafpæle, som førte Tanken hen til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
