Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
har været hemmeligheden ved de vesterlandske
folks livsmod og ved deres forbausende
fremgang. «Meliorismen» og fremgangstroen, som
mere og mere er bleven indvævet i de
Austerlandske folks religion, er netop fremgaaet af det
aktive forhold til livets onder. Netop af en
voksende følelse af disse onder har de
uddraget en voksende higen mod det bedre.
Et af de genialeste træk — omend et af de
lidet paaagtede — i Goethes «Faust» er det sted
i prologen, hvor digteren stiller Mephistopheles’s
sortsyn paa menneskene i modsætning til Herrens,
den evig skabendes, lyse syn. Mephistopheles
haaner menneskenes saakaldte fornuft og høie
stræben, som gjør, at de dratter endnu dybere
ned end de øvrige dyr, — «lig hine langbenede
cicader», som altid løfter sig til flugt og altid
falder ned igjen i græsset; kun med den forskjel,
at mennesket falder ned i hver en pøl!
Goethes Gud derimod elsker netop denne
«dunkle trang», som driver menneskene til at
ville forandre sine kaar. Han tror paa
menneskene, fordi de higer og stræber. Han ser mindre
paa resultaterne end paa selve drivkraften.
«Es irrt der Mensch, so lang er strebt.»
Men som englene synger tilslut:
«Wer immer strebend sich bemüht, den können wir erlösen.»
Goethes guddom er selv «det vordende, som evig
lever og virker».
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
