Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
59
«gammel kummer, ved at stemmes
i naturens blide toner,
kan bedøves og forglemmes,
hvor sig had med bad forsoner, . . . .
og erobrer, hvis han kom,
om med blusel vilde vende,
retsom bange for at skjænde
hellig viet tempeldom.»
Bjørnstjerne Bjørnsons barndoms-indtryk
beskyttede ham ikke alene mod den romantiske
idealisering, som gjorde naturen altfor menneskelig;
men ogsaa mod den pessimistiske reaktion, som
gjorde naturen altfor umenneskelig. Naturen var
for Bjørnson i hans barndom hverken et
fredlyst tempel eller ene og alene en slagmark for
den evige krig. Den var baade-og. Snart
vidunderlig idyllisk, snart vild og brutal. Han
blev ikke, som mange af de romantisk
opdragede digtere skuffet af naturen, fordi han aldrig
havde krævet eller ventet af den, at den skulde
være menneskelig eller endog overmenneskelig.
Der var for ham en lignende dramatisk
modsætning i naturen som i menneskenes verden
mellem det milde og det voldsomme. Netop det
dobbelte drag i naturen gjorde den ypperlig skikket
til baggrund for psykologiske fortællinger og
skuespil om menneskelivets kampe og forsoninger.
Tyngdepunktet i den digteriske interesse
gled i tiden fra Wergeland og Welhaven til
Bjørnson og Ibsen over fra naturen til
menneskelivet. Ogsaa dette, at Bjørnson først og fremst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
