Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
63
barndoms inderlige samfølelse med jorddyrkerens
arbeidskamp og arbeids-seire stammer vel ogsaa
den uromantiske foretrækken af lien og dalen
for det allerøverste høifjeld.
«Bort fra det vilde, det magre, sig selv fortærende
og hjem til det milde, det fagre, os alle ernærende» —
skrev han en gang i en skydsbog, da han var
kommen ned fra snefjeldet til en natur, hvor
mennesker kunde bo og bygge.
At han gjennem sin barndom sluttede sig
med stor inderlighed ikke blot til husdyrene,
men til den omgivende menneskeverden, fik jeg
et næsten ensformig sterkt indtryk af ved at
tale med folk, som havde kjendt ham som liden
gut. Rundt hele Eidsvaag-bugten kunde man
ligesom følge den viltre, men godhjertede guts
fodspor. Jeg kom ved anden gangs besøg efter
en fjeldovergang fra den egentlige Romsdal ned
i Eikisdalen, hvor Bjørnson undertiden kom paa
besøg som barn, og hvor han senere i
forlovelsesdagene skrev en stor del af «Arne». Man
erindrede ham der endnu som gut, — «en
urolig krop!» . . . «Maatte altid sætte nogen slags
foretagende igang. Men han havde aldrig nogen
uven.» — Alt, hvad jeg senere hørte, var som
variationer af den samme melodi. Nedenfor
Eikisdalsvandet traf jeg nogle, som havde «gaaet
for presten» sammen med ham. «En stor
viltring; men snil!» Fremhævelsen af disse to
træk var det stadige omkvæd, som fulgte mig,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
