Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
68
fjeld-fmnerne kom tilgaards, tog sit mon igjen,
da han kom til Nesset og Eidsvaag, hvor der
var en næsten fuldstændig liden verden, til og
med to kapteiner og af og til soldater, som
eksercerede. Men især var det bøndernes
verden, han leved sig ind i med sin umættelige
trang til fortrolighed. Som prestens søn og paa
grund af sit hjertelige væsen flk han let adgang
overalt. Og som tjenestefolkenes ven og fortrolige
blev han indviet i meget og mangt, som selv
de voksne ikke kjendte til. Han foretrak stadig
borgstuen og de steder, hvor arbeidsfolkene var.
Der fik han vide mest. Der var for ham ialfald
mest liv; thi der blev han ikke holdt udenfor,
hvad der foregik, fordi om han var barn.
Kjærlighedens drømme og sorger, dens lykke og
ulykke fortonede sig naturligvis i en særegen
troskyldig belysning for lians barnlige sind.
Kanske er der noget af disse barnlige indtryk
nedlagt i hans vidunderlig sarte og fine
fremstilling af bøndernes kjærlighed i «Synnøve» og
«Arne» og «En glad gut».
Et af de merkeligste mennesker i den lille
verden, som omgav Eidsvaag-bugten, blev senere
model for helten i «En munter mand» og et
par aar senere i «Arne». Han hed Einar Veiten.
«Den morsomste, den vittigste mand, jeg har
kjendt. Han gaplo og snakked, men det var
aldrig noget ondt. Han steyjed som en mester.
Det var, som om folk altid maatte være, der
hvor han var. Naar han kom til prestegaarden,.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
