Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
(59
var jeg salig. Jeg elsked og tilbad ham. Jeg
fulgte ham, hvor han gik.»
«Denne mand havde en ven, som han stadig
var sammen med, en ren kjæmpe af kræfter,
kapteinens søn. De var saadanne gode venner.
Men i et selskab kom Einar til at sige en
vittighed, som fornærmed vennen. Denne blev sint
og tog et saa voldsomt tag i ryggen paa ham,
at han fik en knæk, som han aldrig forvandt.
Han blev aldrig mand siden.» Dette at den
mest begavede og den muntreste, som han
kjendte, blev gjort helseløs af sin bedste ven,
har altid senere forekommet Bjørnson uhyre
tragisk. Og det er interessant at lægge merke
til, hvorledes han som digter uvilkaarlig har
søgt at give denne mand opreisning for hans
vanskjæbne. Først i «En munter mand»;
men især i fortællingens omarbeidede form,
«Åme», hvis liv begynder trist og ligesom
overskyet af en arvet vanskjæbne, men som
overvinder farsarv og skjæbne, især ved kjærlighedens
hjælp. Denne model til Arne er forresten i
«Mellem slagene» nævnt ved navn som Einar
Veiten, og den unge digter har her benyttet sin
magtfuldkommenhed som forsyn til at ophøie sin
barndoms ven til høvding i kong Magnus’s leir!
En anden af bygdens mænd, som af
Bjørnson senere blev omdigtet og forstørret, var hans
første lærer, klokker Jakobsen, tidligere
underofficer, som holdt «almueskolen» i et hus ikke
langt fra prestegaarden, under prestens tilsyn.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
