Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
102
«Nu skal du høre, hellig Olav!
Idag vandt jeg paa Bentein! Bentein
valden sterkeste i landet. Nu er jeg!
Nu kan jeg gaa fra Lindesnes helt op
til Bjarmlandssneen uden at behøve
at løfte hatten eller gaa afveien.
Der, hvor jeg er, faar ingen lov at slaas,
at holde støi, at true eller bande, —
fred overalt! Og den, som lider uret,
han skal faa ret, saa lovene maa synge.
Og har en stor før banket op den smaa,
saa skal den smaa faa banke op den store.» . .
Den maade, hvorpaa dette barndomsminde er
spøgefuldt forstørret og transponeret, giver os
et indblik i, hvorfra han har faaet ialfald en
stor del af de fortrinlige smaatræk i sine
skildringer af børn. Han har sandsynligvis laant meget
fra sin egen barndom. Og han vilde neppe
være bleven en af verdensliteraturens store
barne-skildrere, hvis han ikke selv i saa høi grad
havde været barn og havt en saa lang barndom.
«Barnet er den voksne mands far», saa lyder
Wordsworths aandfulde paradoks. Og dette
gjælder i høi grad en digter som Bjønson.
Han bodde paa grænsen af den frie natur,
alleryderst i vest, hos madam Abelseth, som
pleiede at tage imod skolegutter fra landet, og
som nød stor anseelse og forældres tillid. Baade
hun og pigen Beret, til indtægt for hvem
Bjørnson senere holdt en oplæsning paa Molde, stelte
moderlig med ham. Huset staar endnu, ved siden
af og udenfor hotel Alexandra. En høi trap
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
