Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
118
den prægtige fru Lucie Wolf, født Johannessen,
— saadan som digteren tænkte sig den
berømte skuespillerinde som barn, hvis hun
havde været født og opfostret under andre
vilkaar.
Hvor Bjørnson maa have frydet sig over
at forme disse to stride, begavede
Romsdals-kvinder, som om han løste ud to
menneskeskikkelser af selve den heftige og mægtige
fjord-og fjeld-natur og førte dem’ ind i den stille by
som sprængstof! Derfor begynder han det andet
kapitel saa skalkagtig med en kjælende skildring
af blomsterbyens skjønhed og velsignede ro.
Han vælger en klar høstdag i solnedgang, —
et af de fredeligste og mest yndefulde øieblik i
aarets liv. Det er den ovenfor citerede skildring,
som ender med, at «det sidste solskin over
sjøen øgede følelsen af, at her er stille».
«Da reiste der sig med en gang midt i byen
slig en støi, som om byen blev stormet. Gutter
skreg, jenter hvinte, andre gutter ropte hurra,
kjærringer skjændte og kommanderede,
politibetjentens store hund gjødde og alle byens bikjer
svarte; de som var inde, maatte ud, ud! —
Støien blev saa uhyre, at selv amtmanden maatte
vende sig paa sin trap og la disse ord falde:
«Der maa være noget paafærde.»»
Læserne husker sandsynligvis, hvordan det
gik i Pedro Ohlsens have, hvor Fiskerjenten
den yngre i spidsen for en hær af smaagutter
havde overfaldt et stort æbletræ, som hun selv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
