Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
134
«Det sædvanlige og det sædvanliges lov har
faaet en saa stor magt, at den, som naturen
sætter op mod dem, maa til jorden. Alt
skal gaa paa ét sæt og i én takt, og den som
ikke kan eller vil det, prygles, stødes tilside og
mishandles saalænge, til lian mister viddet eller
heldbreden.» ....
Man faar det indtryk, at Bjørnson i denne
lille fortælling ligesom har skjænket noget af sin
egen oplevelse til et andet menneske og omdannet
et saart barndomsminde til medfølelse med et
af skjæbnens stedbørn. Det er som om han fra
hin tid af kunde se med ny forstaaelse paa en
klasse mennesker, i hvis sjæleliv han før ikke
havde kunnet trænge ind; nemlig en del af de
sindsforstyrrede eller saakaldte «tullinger», som
besidder en merkelig kunstfærdighed i én eller
anden retning. Han tænker sig Auiuin som et
mekanisk geni, der i sin barndom og første
ungdom ikke blev forstaaet hverken af læreren eller
af sin far eller af presten, og som ved haard
og ringeagtende behandling mistede forstanden.
Denne Aunun var noget af en «strid natur», og
paa skolen fik han det ikke til at være ganske
som de andre. Men — staar der —
«skolemesteren havde i 30 aar opdraget alle sine børn
paa én maade, og derfor vilde han ikke nu i det
31te gjøre nogen undtagelse».
«Nu er det netop ulykken, at det er de
allerbedste, som ikke vil opunder kniv og saks,
men maa gaa paa sit eget vis. Thi dette er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
