Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
136
er hovedmotivet i «Synnøve Solbakken». Og
det vender tilbage især i «Kongen», hvor dette
motiv er udfoldet med en vidunderlig ynde.
Det samme motiv dukker op i «Absalons haar»,
«Laboremus» og «Paa Storhove», og danner det
skjønneste træk i alle disse tre verker. Helene,
Horgny, Cecilie — disse tre fortryllende
pigeskikkelser fra tre af Bjørnsons sidste arbeider tilhører
den samme familje som Synnøve, Eli og Marit
i hans ungdoms tre første mesterverker.
Dengang, som nu, kalder han de unge piger til
hjælp for at redde store evner fra at forlise.
Det var en saadan ung kvinde, han selv søgte
i sin første forlovede og fandt i sin modige,
varmhjertede hustru.
Sjelden tror jeg man liar saa god leilighed
som her til at se et stort kunstnerisk motivs
udviklingshistorie, fra den første kime af. Fra
Bjørnsons sidste skoleaar, 1849, da han var 17
aar gammel, og lige til hans syttiende aar, kan
vi følge dette motiv.
Det var ud fra et langt livs oplevelser og
ud af sin inderste erfaring, at Bjørnson i 1895
i sin store universitetskantate lod mændenes kor
hilse de unge kvinders indtrædelse i videnskabens
lys-tempel med disse skjønne ord:
Nu er lysets store tid!
Men for faa er vi, som spreder,
og vi savner det, som freder
lysets gnist i slegtens id.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
