Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
140
«De hang over bænken, de laa imod væggen,
i hvert vindu sad to, én just prøvede eggen
paa sin nyslebne kniv i den blækkede pult.
Gjennem tvende aabne rum var det dørgende fuldt. —
Lang og slaapen, i halvdrøm, paa yderste linje,
sad og grunded for sig selv Aasmund Olavsen Vinje.
Anspændt og mager, med farve som gipsen,
bag et kulsort, umaadeligt skjæg Henrik Ibsen.»
Her, paa denne det nye Norges
eventyr-skole, var det, at den asthmatiske og gigtbrudne
gamle kjæmpe, Heltberg, en levning fra
«Werge-landstiden», i hundeskindstrøie og pelsstøvler
førte sin flok af unge «barbarer» gjennem den
latinske grammatiks Alpe-passer i store ilmarscher
til Rom. Hvor Bjørnson maa liave elsket denne
lærer, saa ulig dem, han kom fra, — det stik
modsatte af en pedant! Denne kjæmpeskikkelse
gjorde latinen til et levende tungemaal, — med
noget af en hjemlig «trøndersk-hedemarkisk»
grundsmag i udtale og betoning. En saadan
mand havde 1 o v til at tale de gamle romeres
sprog. Han, om nogen, havde lov til at kræve
dets love overholdt. Der kom ild i den latinske
grammatik! Dens regler blev menneskelige,
personlige, harmfulde over enhver overtrædelse.
Alle saa, hvor det smertede den gamle syge
mand, naar nogen forsaa sig mod det herlige
sprog. Dets lovstrenghed og logik blev udslag
af en ordnende vilje. Sproget blev et
herskersprog, bag hvilket der atter stod en ni a 11 d, og
det en høvding. De kaldte ham gjerne «manden».
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
