Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
144
og her skulde Bjørnsons første skuespil, et
syngespil med viser, opføres af foreningens
medlemmer. Men Bjørnson var uforsigtig nok til at
sige, at de behøvede ikke at være bange for ikke
at klare sine roller. Han havde tænkt paa hver
især af de rollehavende, da han skrev stykket.
Dette følte særlig den, som skulde spille
«prokurator Insinuant», som en fornærmelse, og der blev
Bjørnsons haandskrift fra 1851.
intet af opførelsen. Men det viser, at Bjørnson
allerede dengang havde sans for at karakterisere.
Sä’rlig imponerede han dog sine nye venner ved
sin evne til at fortælle spøgelseshistorier. «Han
havde en aldeles ny maade,» fortæller Lindholm;
«han fortalte ikke, men han spilte dem. Han
hvisked dem saa hemmelighedsfuldt, at tilslut
hvisked og tisked det i alle krogene. Og saa
midt inde i fortællingen et pludseligt skrig!
Den sterke Kahrs sad der ligbleg og skalv.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
