Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
151
forsoning. I det skjønne digt til Vinje, som blev
sunget ved dennes hustrus grav i 1870, søgte
han med varsom deltagelse at mildne hans
hjertesorg og dele med ham af sit lyse livsmod: af
sorgen skulde der fødes ny kraft. Paa sit sidste
sygeleie skal Vinje have sagt til Ivar Aasen om
Bjørnson: «Han var dog en stor digter.»
Hvortil Aasen stilfærdig skal have svaret: «Det har
jeg altid ment.»1 Flere aar før havde Vinje i
det væsentlige overvundet den kritisk-negative
retning og sin frygt for at tage bestemt parti.
Han havde ialfald i nogen grad sluttet sig til
den senere del af seksti-aarenes
forhaabnings-fulde reformarbeide. Dertil bidrog sommerturene
paa fjeldet, sammen med .1. E. Sars, H. E.
Berner o. fl. Oppe paa fjeldvidden kom det bedste
i hans natur frem, og der fik lyrikeren overtag
over satirikeren. Ogsaa det nye og lysere syn
paa det norske folks historie i dens helhed, som
brød igjennem med J. E. Sars, især efter midten af
seksti-aarene, bidrog væsentlig til at hjælpe baade
ham og Vinje ud over den «Heine»ske retning.
Men netop Bjørnson havde gjennem sine
bondefortællinger, som vi senere skal se, banet vei
for dette lysere syn paa norsk historie.
Bjørnson har sikkerlig det fortrolige
venskab med Vinje at takke for, at han senere ikke
blev forstyrret i sin udvikling af den
JByron-Heine’ske retnings tilsyneladende knusende
overlegenhed. Han havde lært at se den, ikke ab-
1 Se Vetle Vislies biografi af Vinje.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
