Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
161
skrevne blad i 1854, satte han digtet ind i dette
blad og læste det op i en noget omarbeidet og
udvidet skikkelse, — uden væsentlig fremgang,
saavidt jeg kan se. Digtet indeholder foruden
naturskildring — af Sarpsfossen — en tragisk
fortælling om Eyvind fra Heljeglomme, som
«el-sked Ragnhild, hin dalens blomme».
«Men han var fattig, og hun var rig,
og deres Eden, det lukked sig.
Nu staar han her med sin hulde pige,
hvor dødens toner fra fossen stige;
han synes fossen op til ham bar:
«hvad livet negter, det døden har.»
Et sprang — og fossen dem begge sluger,
den dybt til favnen med fryd dem knuger.
Den skratter haanlig, den hvirvler væk,
den toner rædsel, den toner skræk.»
Digtet er, efter hvad Bjørnson meddeler,
bygget paa indtryk af, hvad han selv har følt
over fosseduren. Han har vel følt den
forfærdelige suggestive magt, fossen maatte have for
den, som var rigtig fortvilet. Dette motiv med
fossen som en frister til selvmord kommer jo
igjen i Bjørnsons allersidste verk fra iaar, «Paa
Storhove», efter 50 aars mellemrum.
Men man maa spørge sig selv, hvad der i
juli 1852 skulde have kunnet give ham trang til
at leve sig ind i en saadan fortvilelse og
«Weltschmerz». Skulde jeg fremsætte en hypothese,
vilde jeg gjætte paa, at det var tanken paa
11 — Collin: Bjørnstjerne Bjørnson. a
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
