Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
171
sig; saa lagde vi to os sammen i min seng og
sov sødelig ind. Ud paa natten var Bjørnson
kommen hjem saa stille, at vi ikke havde hørt
ham. I stor forskrækkelse vaagnede vi ved
jammerraab og saa Bjørnson liggende i sengen,
vride sig af smerter og kaste op. Alt imellem
jamrede han sig, sparkede mod væggen og skreg:
«Aa, denne maven! Aa jeg har saa ondt! Jeg
har kolera! Jeg dør! Aa, denne forbandede
maven!» Bøbert løb afsted efter læge, og imens
heldte jeg i patienten en vældig portion af
Conradi s koleradraaber. Langt om længe kom Bøbert,
ledsaget af doktor Munch. Bjørnson laa da stille,
formodentlig i en halv opiumsrus. Paa doktorens
spørsmaal om tilstanden svarte han: «Da
Lu-cullus kom, havde Pompejus seiret!» — Det
poetiske anfald af kolera var overstaaet. Da
lægen kom, havde naturens lægende kraft seiret.
Forøvrigt var vort værelse skuepladsen for
mangen en munter spøg, ikke altid af den
stilfærdigste art. Mangen gang har vi siden
forundret os over, at vor, vistnok uskyldige,
kommers blev taalt af husets øvrige beboere. Vi
stod i regelen ikke alene i godt, men endog
venskabeligt forhold til de fleste. «Aa, det er
bare studenterne,» hed det, naar noget
usædvanligt foregik. En dag var en italiener med en
mere end almindelig skrigende lirekasse kommen
ind i vort gaardsrum. «Den er frygtelig,» raabte
Bjørnson, «lad os faa ham herop!» Italieneren
blev inviteret, følte sig sandsynligvis meget smigret,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
