Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
191
har Bjørnson sikkerlig havt en følelse af, at
tidens ur sagtnede, og at han maatte paaskynde
dets gang. Det aabne og greie, uforsagte i hans
natur maatte før eller senere præge sig i hans
stil og gjennem denne som ledning meddele
sig til læserne. Gjennem stilen kunde han faa
tusener til at føie pulsslaget af hans egen
fyrige natur. Han nedlagde uvilkaarlig noget af
sin overflødige kraft i sproget. Han strammed
dets stof, som om han øvede sig paa at spænde
en gammel bue. Hans «direkte» stil og raske
fortællemaade staar vel i forbindelse med, at
han stadig af instinkt har søgt at udfylde
nationens mangler, — ikke mindst dens
sendrægtighed, som undertiden minder om nogle af de
arktiske dyr. Hans største idealisering af de
norske bønders liv (i fortællingerne) er vel den,
at han skildrer det i et saa hurtigt tempo.
Samtidig med at han med fin og indtrængende
forstaaelse forherligede bøndernes seige
udholdenhed og taalmodighed i at vente, tilføiede han
uvilkaarlig beslutsomhed og fart ud af sin egen
natur, gjennem stil og komposition. Og medens
han skildrede bøndernes overdrevne skyhed og
taushed med en saa at sige kjærlig kritik,
tilføiede han ubevidst noget af sin egen aabenhed
og trang til at udlade sig, — i de lyriske digte.
Selvfølgelig knyttede han uvilkaarlig sit
arbeide til det, som var udrettet før ham.
Sagatidens kraftstil, som havde været det naturlige
udslag af selve livet i Norges store ekspansions-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
