Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
207
stor .... Hvor vor følelse kommer i
kollision med den, vi tillægger den store, faste
masse, anser vi vor lidenhed ligeoverfor den
totalt udygtig til at øve den ringeste indflydelse
og forholder os passive. Var derimod vort
begreb opløst i enkelte bevægelige størrelser, da
regnede vi mere med vor egen virkekraft . . . .
Den dom, som er tillagt hin flerhed, bliver
under disse omstændigheder et fatum for os.»
Bjørnson har her sat fingeren paa et af de
svageste punkter i det nittende aarhundredes
literatur og kultur. Nemlig den illusoriske brug
af kollektive begreber som «samfundet»,
«borgerskabet», «den store masse». Ogsaa begreber
som «naturen», «verdensviljen», «skjæbnen» er
i grunden kollektive begreber. De er bekvemme at
prygle løs paa; men de er allesammen
straa-mænd. De er lette at skyde skylden paa; men
det monner ikke det ringeste, da de ikke er til,
uden i vor bevidsthed. De afleder og binder
noget af vor harme og handlekraft.
Hvis man opløser et saadant kollektivum i
sine enkelte faktorer, som er de eneste
virkelige væsener, da «kan — fortsætter Bjørnson —
vor egenkjærlighed ikke længer skyve ansvaret
fra sig paa «alle de andre», og dommen (over
en af vore mangler) bliver da ikke noget fatum
for os»............ Vi «tager desto
kraftigere tag næste gang»......
«Altsaa — for nu at gjøre anvendelsen —
forbandet være den, som første gang har udtalt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
