Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
219
er lyst til at vaage trøien for at «skubbe til
tiden». Det hænder af og til, at han skubber
vel pludselig eller haardt. Han har ofte i sin
iver for at komme hurtig frem og aabne vei
for sit foretagende og sin fylking stødt en og
anden voldsomt tilside, som fortjente en
hensynsfuld behandling. Men han har ogsaa ofte været
ivrig for at give den tilsidesatte opreisning. Han
begyndte med at angribe Welhaven. Og
Welhaven saa længe skjævt til ham som til en ny
Wergeland. Men det endte med, at han vandt
Welhaven ved sin naturs varme, ligesom han
atter gjorde Vinje til sin ven. I Welhaven lærte
han med tiden at se en digter, hvis
naturbilleder i enkelte henseender tiltalte ham næsten
endnu mere end Wergelands. Tildels kanske,
fordi Welhaven er noget mere af en psykolog end
hans store modstander. «Ja, skulde jeg drives
til det» — skriver Bjørnson i et brev til J. E.
Sars (30te oktober 1902) — «vilde jeg hævde, at
saa inderlig indvævet i følelseslivet, som naturen
var hos Welhaven, var den det ikke hos
Wergeland. For denne var naturen en kamerat af
ældre eller vngre alder; han snakked med den,
hvilte i den, jubled og skøied. For Welhaven
var den sommesteds saa tæt favnet, saa optaget
i hans inderste, at udtrykket blev det finest
afstemte, en kan linde i nogen literatur. Der
er ikke skjønnere, intimere forstaaelse af
naturhemmeligheden til end i somme øiebliks-tegninger
af en vaarnat, af en kilde-sus, af en skog, af en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
