Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
220
sol-stund, end hos Welhaven. Jeg har aldrig,
aldrig været dybere paa dybet.»
I at omfatte Wergeland og Welhaven med
en sympathi, som rummede dem begge, — deri
kom en del af hans livs udvidelses-proces til at
bestaa. Her, som saa ofte, har han vendt
tilbage for at tage med, hvad han foreløbig havde
skudt tilside. Dette forhold til Welhaven er
betegnende for en vigtig side ved hans livs
historie, — og forresten ved de fleste menneskers
og selve menneskehedens historie: at vende, ofte
en lang vei, tilbage for at tage med, hvad der
foreløbig blev skudt tilside.
Forholdet til Welhaven var for Bjørnson i
denne tid ogsaa et forhold til den danske
kulturs hegemoni i Norge. Ogsaa den danske kultur
var Bjørnson næsten nødt til i nogen grad at
skyve tilside, for senere at tage den med. Hans
egentlige debut som kritiker var, som vi har
seet, en krigserklæring til Welhaven og den
«dansktyske» romantik og en bebudelse af «en ny
digterslegt», som skulde blive mindre virkelighedssky og
mere livsglad en den gamle. Hans anden artikel
blev en krigserklæring til de danske vaudeviller og
den danske skuespillertrups primadonna, madame
Schrumpf, tilligemed et varmt indlæg for den
unge norske skuespillerinde, som snart skulde
afløse hende som Christiania theaters dronning.
Det er netop den artikel, som ifølge Lindseth
gav anledning til, at han geraadede i en kort
ordveksel med sig selv i de to blade, hvori han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
