Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
22(>
bærer den evige ungdom i sig, f. eks.
«Kongens læge» (eller «Naar enden er god, er alting
godt») af Shakespeare, taber al sin friskhed
under disse omstændigheder. Stykket gaar med
et slags anstand over scenen, man bøier sig
for det studium, det talent, den ro og
sikkerhed, hvormed alt udføres; men man
henrives ikke, man røres ikke ved det
lidenskabelige, men rene kjærligheds-sprog, Shakespeare
taler.» Naar den unge Helena (som paa en
meget djærv maade vinder sin flygtede
brudgom tilbage) spilles af mad. Schrumpf, finder
man heltindens paagaaende frieri lidet smageligt ;
«den nærmer sig giftesygen». Og man finder den
unge ridders grusomhed mod hende undskyldelig.
— I et andet stykke, «Berthas klaver», finder
Bjørnson det at være «en temmelig besværlig
sag at romantisere med mad. Schrumpf».
«Jeg fordrer ikke nogen tilsidesættelse af
nogen af parterne (de danske og de norske).
Men det maa være hans (theaterchefens) mening
efterhaanden at forandre theatret fra dansk til
norsk. Ingen forlanger en pludselig omkalfatring.
Hr. Borgaard vil faa fuldkommen tid, naar man
blot ser virkelige bestræbelser i denne retning.
Men det ser man ikke».....
«Man er meget godmodig hertillands . . .
Efter de mange sterke varsko, Borgaard fik en
tid om at gaa lidt mere i norsk retning . . . .
taug man stille. Man gik paa akkord. Der blev
gjort nogle ydre anstalter for at fornorske theatret.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
