Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
241
tiske kunsts frembrud er et symptom paa en
trang til vaarløsning af bundne kræfter. Og det
er karakteristisk, at det noget mere livlige og
ekspansive vestlands-naturel gik i spidsen i den
sceniske fremstillings kunst. Særlig dramatisk
forekommer det os nu, i historiens tilbageblik,
at kampen førtes paa én gang i Bergen og
Kristiania med to jevnbyrdige anførere. Først
Ibsen i Bergen og Bjørnson (foreløbig som
kritiker) i Kristiania. Senere Bjørnson i Bergen
og Ibsen i Kristiania. De kjæmpede i forbund
for en national scenekunst og et norsk drama.
Og dette forbund tyder paa et slegtskab i
livsbehov, som efter mit skjøn gaar dybere end al
modsætning mellem de to digtere. Man kan
sige, at den uvilkaarlige, den organisk iboende
tendens eller vilje i begges livsverk har været at
gjøre sig selv og det norske folk mere levende.
Lev! — det er paa en maade det første bud
i begges etik. Vær a k t i v, brug dine evner!
— Begge digtere har klaget over stilheden og
døsigheden her i Norge, fra Bjørnsons første
literatur- og theaterkritiker til Ibsens sidste
skuespil, hvor det heder, at «her er saa stilt,
at man formelig kan høre stiheden». Begge
har forsøgt at vække folket op af vinterdvale,
og begge har dertil af instinkt brugt den
dramatiske kunstform. Hos Bjørnson, som har havt
fuld brug for alle digtekunstens former, blir
selv fortællingen og det lyriske digt ofte
udpræget dramatiske.
IGa —Collin: Bjørnstjerne Bjørnson.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
