Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
297
Noget af det mest tiltrækkende ved et genialt
menneskes historie er dæmringens eller
tilblivelsens tid, da dets eiendommelighed endnu ikke
er udformet og kanske maa kjæmpe med et
ugunstigt milieu, som om det var en misundelig
skjæbne. Det er interessant at se, hvorledes en
stor begavelse bryder sig vei tversigjennem de
omgivende vilkaar og bøier hindringer om til
fordele. Bjørnson blev foreløbig afbøiet i
retning af kritik af den gamle kunst, før han fik
være med at skabe den nye, hvis komme han
havde forudsagt. Han maatte begynde som
værdsætter af andres skabninger, mens han med
strenghed tilbageholdt eller tilintetgjorde sine
egne. Men vi har seet, hvorledes hans aktive,
fremadvendte natur gjorde sig gjældende midt i
hans kritiske virksomhed. Han tog uvilkaarlig
tidens kritiske retning i det vordendes tjeneste.
Han optog kritiken endog i den ufødte kunst,
som han selv gik og bar paa. Naar han er
polemisk streng overfor den ældre digterskoles
mestere (Welhaven og A. Munch) eller den
danske ledelse af Christiania theater, er det
stadig med tanken rettet mod den nye kunst, som
skal komme, og hvis fremrykning hindres af
den gamle. Han har ikke saa meget imod det
bestaaende i og for sig. Særlig overfor de
danske skuespillere er han ofte uforbeholdent
beundrende. Han roser saaledes flere gange
Hagen, af og til ogsaa madame Schrumpf.
End mere beundrer han fremstilleren af baade
19 — Collin: Bjørnstjerne Bjørnson.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
