Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
298
Oehlenschlägers og Scribes helte, Christian
Jørgensen, i hvem han finder «noget af
en kjæmpe», og theatrets fyrigste elsker,
Vilhelm Wiehe, som han tager varmt i forsvar
overfor et andet blads uforstaaende kritik af
hans udførelse af Oehlenschlägers Correggio.
Wiehe stod for ham ikke blot som
repræsentant for «den brusende ungdom», men ogsaa
for «en egen art godsligt lune» og for en
ægte og naturlig spillemaade. «Alt usandt i
verden,» siger Bjørnson, «klikker af mod hans
harmoniske natur1.» Han beundrede i det hele
de danske skuespilleres sikre form og dannede
smag. Men han bekjæmpede dem, som han
bekjæmpede Welhaven, naar de stod iveien
foldet, som skulde komme — den nye norske
kunst paa menneskefremstillingens omraade. Han
var som en høi og skulderbred mand, der gik
foran toget for at bane vei og ikke altid vidste,
hvor haardt han trykkede folk tilside, fordi han
følte i sig tyngden og farten af et helt tog, som
skulde frem.
Især gjennem to træk, som hænger nøie
sammen, aabenbarer Bjørnson allerede i disse
aar sin naturs eiendommelighed. Han er i
udpræget grad en nydannende, fremdrivende kraft.
Han kan ikke blive staaende rolig ved det
bestaaende. Han maa videre. Dette er det ene
træk. Og det andet er, at han maa have andre
1 Disse udtalelser er fra 1857. Men der findes rosende
domme om Wiehe og de andre ogsaa tidligere.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
