Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
324
standskraft end idéerne, og disse seirer over al
eksersits — og (lad mig føie til) trods sine egnes
udskeielser.»
«Til Danmark, til et forenet Norden bærer
det nok; men ikke førend de kan døie os med
alt vort, vore lyder som dyder, med andre ord,
ikke førend vi er blevne noget for os selv. Da
gamle Harald Haarfager beilede til den danske
prinsesse, Ragnhild, da fortælles det, at hun ikke
vilde ægte ham, før han sendte væk alle sine
andre hustruer. Og da maatte han skille sig
baade med de holmrygske, nørdske, heinverske
og haalogalandske piger. Nu kan det hænde,
at næste gang knarken beiler, faar den danske
prinsesse linde sig i at leve sammen med alle
disse norske piger.»
Artikelen er undertegnet «En ikke
norsknorsk, men en norsk». Den har en særlig
interesse, fordi det er første gang, vi ser Bjørnson
som fuldt udviklet feltherre, kastende blikket
vidt og frit over hele slagmarken og beherskende
situationen ikke mindst ved sit gode humør og
sin tro paa, at han vil seire. Han vokser i
striden, som i sit rette element. Hans lyse
latter høres over kamptummelen i begge leire
som en fanfare. Hans ord har et raskt fodlag
som af en til angreb fremrykkende hær. Han
er ikke fanatisk. Han stormer ikke blindt frem,
som en af de menige. Han har hele tiden
oversigt. Og han vil heller tage levende fanger,
som han kan give fri, end nedhugge for fode.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
