Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
325
Sagen var god og tanken klar: et kultur-forbund
mellem de tre nordiske folk vil yde dem alle
tre saa meget større hjælp, jo mere de udvikler
hver sin eiendommelighed. Selvstændighedstanken
er ikke nogen modstander af forbundstanken.
Begge hører sammen som to grunddrifter i den
samme menneskelige natur.
«Til Danmark.....bærer det nok, men
ikke før vi er bleven noget for os selv.»
Bjørnson har faaet ret i disse ord, ialfald saa langt
scm det stod til ham. Netop ved at udfolde
sin norske eiendommelighed er han blevet mere
for Danmark end Welhaven og A. Munch eller
kanske nogen anden ny-norsk digter.
Wergeland havde tænkt sig den nye tids
digtere som «idéanførere», ligesom oldtidens
skalde havde været «hærbevægere». Man kan
sige, at theaterstriden blev Bjørnsons
gjennembrud som idéanfører. Allerede her kom ikke
alene det med hans natur stemmende grundsyn
paa samfundslivet tilsyne, men ogsaa hans
uvil-kaarlige taktik og hans rolle som dramatisk
fremskynder af kampen. Bjørnsons indsats i
theater-striden var især den, at han ved sin
resolute paagaaenhed gjorde en kronisk strid til
en akut. Han tvang de lunkne og ligegyldige
til at tage parti. Ved sin fremstormende kraft
drev han foreløbig modstanderne over i
haardnakket trods. Viljer og følelser voksed paa
begge sider. Men netop derved blev ogsaa den
store, træge almenhed vakt op af sin ligegyldig-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
