Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
25
Især paa Nordraakslegtens ældre led kan vel passe
hvad Bjørnson i sit digt om Romsdalen skrev om norske
bønders seige kamp i de bratte liers karrige natur:
«Fjeldene vet det! De kjender slegten!
D e saa den klore
opefter rabben med sigd for foret.
D e saa den slite
...... og vinde litet,
grøfte i myren og pløie i bakken,
baske med steinen omkaps med blakken.»
Fra uberørte rydnings« og landnaamsmænd i Norges nye
opgangstid, snarere end fra sagatidens krigeradel, stammer
vel den sterke, selvstændige karakter og det foretagsom»
hetens mod som presten Bjørnson og hans ældste søn
hadde tilfælles.1
* * =»
Bjørnstjerne Bjørnson fik sikkert allerede som barn et
sterkt indtryk av, at hans far og mor utfyldte hinanden
som motsætninger. I en privat kreds og ved en leilighet,
da erindringen om begge trængte sig sterkt ind paa ham,
fordi han da hadde mistet dem begge, har han sammen»
lignet sin far med den vældige, staute stamme og sin mor
med «fuglekvidderet omkring den». «H u n hadde det lyse
og lette og flagrende. Han kunde ikke faa ord for, hvad
han dypest følte. Ikke engang for sin kjærlighet til os barn.
Han sa os aldrig, hvor inderlig han holdt av os, — ikke
før gjennem det blik, hvormed han saa paa os, da han
døde. Han hadde dette indesluttede og uforløste, som levnet
en stor del av sine evner som arv til de følgende slegtled.
Han var en retlinjet, usammensat natur. Jeg kan gjerne si
det: Jeg har tegnet dem begge, mor i konen paa Solbakken
— hun sat paa et sted, som solen bærer straaler hen paa —
og far i Sæmund, som levde i Granliens skygge. Man kan
si, at det var ikke mindst deres feil, som førte dem sammen.
Ti feil er jo ikke dette, hvorom der ofte prækes, at det bare
skal kastes væk. Der er noget godt inde i feilene»2......
1 Bjørnsons avstamning er i den sidste tid omhyggelig undersøkt
og utredet av historikeren overretssakfører Bergwitz («Gudbrands*
dølen», 1911, og Folkebladets julenummer, 1917). Enkelte oplysninger
er mig velvillig meddelt av cand jur. Hals, Riksarkivet, og andre er
hentet fra en artikel av Leif Midthaug i «Bygd og bonde», 1921.
2 Jeg har optegnet disse mindeord (fra 1897) efter hukommelsen,
fra et lag hos Petter Bjørnson, digterens bror.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
