Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
26
Det er betegnende for Bjørnstjerne Bjørnson, at han
hadde begge sine forældre med, da han første gang traadte
seirende frem for alt folket, i «Synnøve Solbakken». Han
anbragte dem paa de to motsatte gaarde, — saa sterkt var
hans indtryk av motsætningen. Men, vel at merke: paa de
to gaarde, hvis motsætninger - skulde bøies sammen.
Av hans lyse morsarv utsprang vel den tanke, at «der er
noget godt inde i feilene». I al livsdrift er der noget godt,
som kan fare vild og gjøre skade, fordi det ikke faar nok
hjælp av de andre livsdrifter. Motsætningerne maa
bøies sammen, — denne tanke hænger hos Bjørnstjerne
Bjørnson sammen med hans dypeste indtryk av livet paa
allernærmeste hold. Det er hans arv fra begge forældre og
deres trofaste samliv.
«Slip stormen ind i det stille,
led magten ind i det milde:
Naar landet samles, ser enhver,
at vor historie det er.»
Saa skrev Bjørnson i det aar, da hans far døde, i digtet
«Norsk natur» (1869). I lys av sit barndomshjems historie
lærte han at se folkets historie. Og folkets historie saa han
mot en bakgrund av hoved»motsætningerne i Norges natur.
At de mest forskjellige kraftformer i sin grund er gode,
og at de kommer til sin ret, jo mere de bøies sammen, —
det er en tanketraad, som løper gjennem hele Bjørnsons
liv og digtning. Det er hans samlings* eller «kongstanke»,
for at laane et uttryk fra Henrik Ibsen.
* « *
Disse to sunde og viljesterke menneskers ældste barn
blev døpt ikke alene «Bjørnstjern», men ogsaa «Martinius»,
efter Martin Luther. Hans mor var efter hans fødsel saa
syk, at man tvilte paa hun kunde leve, efter hvad digteren
har fortalt mig. Men hun var bestemt til at opleve de
allerfleste av hans kampe og seire, og efter en usedvanlig
rask og rørig alderdom, hvorfra mange vil erindre hendes
lyse sind og ranke, lette og livfulde skikkelse, døde hun
først i en alder av næsten 89 aar, i august 1897.
I det ensomme hjem paa Dovre var forældrene næsten
de eneste menneskelige kamerater for den viltre og selska*
belig anlagte lille gut. Oppe paa bordet i dagligstuen stod
han ofte og saa med længsel ned i dalen efter dem, som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
