Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
40
Man faar indtryk av, at den begavede gut, som oppe
i Kvikne hadde staat i vinduet eller paa bordet i stuen
og set med længsel efter mennesker, og som frydet sig,
naar fjeld=finner kom tilgaards, tok sit mon igjen, da han
kom til Nesset og Eidsvaag, hvor der var en næsten fuld«
stændig liten verden, til og med to kapteiner og av og
til soldater, som ekserserte. Men især var det bøndernes
verden, han levet sig ind i med en umættelig trang til
fortrolighet. Som prestens søn og ved sit hjertevindende
væsen fik han adgang overalt. Og som tjenestefolkenes
ven og fortrolige blev han indviet i meget og mangt, som
selv de voksne ikke kjendte til. Han foretrak stadig borg«
stuen og de steder, hvor arbeidsfolkene var. Der fik han
vite mest. Der var for ham ialfald mest liv; ti der blev
han ikke holdt utenfor, hvad der foregik, fordi om han
var barn. Kjærlighetens drømme og sorger, dens lykke og
ulykke fortonet sig naturligvis i en særegen troskyldig
belysning for hans barnlige sind. Kanske er noget av
disse barnlige indtryk nedlagt i hans vidunderlig sarte og
fine fremstilling av bøndernes kjærlighet i «Synnøve» og
«Arne» og «En glad gut».
Et av de merkeligste mennesker i den lille verden,
som omgav Eidsvaag«bugten, blev senere model for helten
i «En munter mand» og et par aar senere i «Arne». Han
het Einar Veiten. «Den morsomste, den vittigste mand,
jeg har kjendt. Han gaplo og snakket, men det var aldrig
noget ondt. Han stevjet som en mester. Det var, som om
folk altid maatte være, der hvor han var. Naar han kom
til prestegaarden, var jeg salig. Jeg elsket og tilbad ham.
Jeg fulgte ham, hvor han gik.»
«Denne mand hadde en ven, som han stadig var sam«
men med, en ren kjæmpe av kræfter, kapteinens søn. De
var saadanne gode venner. Men i et selskap kom Einar
til at si en vittighet, som fornærmet vennen. Denne blev
sint og tok et saa voldsomt tak i ryggen paa ham, at han
fik en knæk, som han aldrig forvandt. Han blev aldrig
mand siden.» Dette at den mest begavede og den mun«
treste, som han kjendte, blev gjort helseløs av sin bedste
ven, har altid senere staat for Bjørnson som usigelig tragisk.
Og som digter søkte han uvilkaarlig at gi denne mand
opreisning for hans vanskjæbne. Først i «En munter
mand»; men især i fortællingens omarbeidede form,
«Åme», hvis liv begynder trist og overskyet av en arvet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
