Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
57
Et prosastykke av Henrik Wergeland, som staar
i denne Thues læsebok, har — hvis jeg ikke tar meget feil
— bidrat sit til, at Snorre Sturlasons norske kongesagaer
blev Bjørnsons kjæreste bok i skoledagene. Av dette stykke,
som Thue har kaldt «Norges fortid og fremtid», og som
er hentet fra den uforlignelige «tale ved en borgerfest i
Eidsvold» — kanske Wergelands ypperste prosaverk —, vil
jeg anføre et sted, som maa ha gjort et dypt indtryk paa
Bjørnson, som allerede før paa egen haand var blit en ei«
sker av Snorre:
«O, nordmænd — hvad under, om vi elsker sagaen?
Om vi samles for at feire fædrenes minde? Sandelig intet
folks historie fremstiller en saadan kongerække av ædle
mænd; og vi slutter med sikkerhet derfra til folket. . . .
Elsker vi sagaen. . . ., særligen som den taler i Snorre Stur»
lasons udødelige skrift, der alene er det herligste minde
over hint old, ja herligere end Nidaros»domkirkens kupler
— da gjøre vi den til husklenodium! Den er Normanna»
folkets adelsbrev mellem nationerne. Vist som bibelen fin»
des den i husene! Disse to være høisædernes gudebilleder
som Odins og Thors fordum. Og sandeligen, sagaen er
det; ti det guddommelige i mennesket har deri speilet sig
klart og uforgjængeligen.»
Thues læsebok utkom i 1846. Og ikke mindst efter
læsningen av dette stykke var det vel, at Bjørnson kom
til at gaa paa to skoler paa een gang, og med størst
utbytte paa den, hvor Snorre var den store historie»lærer,
som overlærer Horn ikke kunde maale sig med.
Ogsaa en anden berømt nordmand, en ældre samtidig
av Wergeland, har sandsynligvis gjennem Thues læsebok
indblæst noget av vor første selvstændighetstids aand i den
vordende høvding og digter. I et utdrag av professor Han»
steens livfulde beretning om sin reise i 1820 over fjeldet
fra Kristiania til Bergen — en av de første Jotunheimsreiser
— fik Bjørnson et indtryk av hin grundlæggende tids be»
geistring for den norske odelsbonde. Hansteen, som sik»
kerlig ikke var nogen fantast, men en skarp og øvet iagt»
tager, taler her om «det elskværdige fjeldfolks ufordær»
vede natur. Ærlighet, likefremhet, naivetet, god forstand,
et oprømt sind og en ualmindelig takt for det passende i
opførsel er disse naturens børns særkjender.» — Ogsaa her
nævnes Snorre som en blandt de norske bønder yndet
husbok.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
