Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
67
frihetskamp. Noget av det dyptgaaende slegtskap — trods
al motsætning i temperament — mellem Ibsens og Bjørn*
sons digtning, stammer kanske især fra disse to aars op*
levelser. Begge oplevde de efter den høieste lykke en række
av forfærdelige skuffelser. Den sekstenaarige Bjørnson be*
geistret hele den lille skole for Ungarernes frihetskamp,
samtidig med at den ældre og mere utviklede Henrik Ibsen
skrev sit glødende digt «Til Ungarn», hvorav Henrik Jæger
har anført disse linjer:
«Ja, naar kjækt de unge slegter hævnende mod tronen farer
som en høstorkan og styrter tyranniets grundpillarer, —
da skal Magyarernavnet, stolt ved sine heltes hæder,
som et vakkert løsen tone fra de seirende geleder!»,
Der er her noget av den samme stemning som i Bjørnsons
og Lindseths mere umodne avisartikel. Og disse aars ind*
tryk og stemninger hører med til forklaring av flere av de
merkelige sammentræf mellem de to digteres tanker, som
senere skal omtales, f. eks. deres samtidige angrep — ikke
netop paa «tyranniets grundpillarer», men paa «samfundets
støtter» i 1877, i Bjørnsons «Kongen» og Ibsens skuespil
med de nævnte ord som titel.
Henrik Jæger antyder i sin biografi av Ibsen med fuld ret,
at denne digter netop i disse revolutionens og kontrarevoluti*
onens aar levde sig ind i en opposition til det omgivende sam=
fund, som senere stadig bryter frem i hans digtning. Og noget
lignende gjælder Bjørnson,omend ikke ganske paa den samme
maate. Vil man ha et virkelig smittende indtryk av den
15—16*aarige Bjørnsons stemning i disse hans aller ung*
dommeligste aar, skal man læse «Fiskerjenten», like*
som man for Ibsens vedkommende især maa læse «Cati*
lina». I «Fiskerjenten» har Bjørnson tat en overstrøm*
mende munter og hjertelig revanche for al den prosai*
ske nøkterhet og passivitet og mangel paa liv og begei*
string, som tyve aar tilbake i skoledagene, især mot slutten,
gjorde det tungt for ham at aande i den lille smaaborgerlige
by, med de stilfærdige vedtægter og den lille «pyntelige»
skole, hvor der sørges for, at «alle pene folk faar en eneste
mening». Den følelse overfor det omgivende samfund som
noget stængende og hemmende, noget halvt upersonlig og
halvt personlig, som Ibsen i «Peer Gynt» har uttrykt gjen*
nem «Bøigen», — denne følelse har Bjørnson seierrik rystet
av sig ved at skape de to mesterlige kontrast*figurer, Fisker*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
