Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
87
Ibsens tid —, det var netop causeriets tid, da Heinrich
Heine, det nittende aarhundredes første causeur, var «tve»
synet»s eller den med graat underløpne ironis store smitte»
bærer til alle saarede sjæle. For Heine, og tildels allerede
for Tieck, var det, som om virkeligheten og selve sand»
heten var çhatoyant eller farveskiftende, fordi den saaes
gjennem skiftende syn og stemning. Denne aandsretning
var delvis et produkt av den store reaktionstid, især av
den «hellige alliance»s tid, da idealismen hos en stor del
av ungdommen fik et støt og en svækkelse, som gjorde,
at man brukte idealerne til at slaa istedenfor til at bygge
med. Den saarede idealisme blev hevnende og fik en for»
kjærlighet for det morkne, som en skyteskive for ironiens
pile. Ironi og satire blev en ofte velnæret bon vivant som
levde høit paa den gamle samfundsordens og selve ver»
densordningens mangler. Den tapte derfor en del av tiltaket
til at avskaffe disse mangler. De kunde jo ikke avskaffes
uten stykkevis og gradvis. Men gradvise og langsomme
reformer smakte som melk i sammenligning med den bit»
ter»søte og berusende drik, som kunde utdrages av livets
mangler. Sterkt paavirket av Heine blev her hos os allerede
Welhaven og Camilla Collett, i en speciel retning ogsaa
Schweigaard; dernæst Vinje, Henrik Ibsen og Alexander
Kielland. Hvad Ibsen og Bjørnson angaar, blev de især
gjennem Vinje og Botten»Hansen omtrent samtidig indviet
i nydelsen av denne nektar. Og Ibsen bevarte senere, gjen»
nem alle omskiftelser, en smak for den bitre satires og
tvesynets trylleri, som for en del bestaar deri, at man ikke
behøver at ta parti eller handle. Man har følelsen av at
svæve i høiden, mens de andre maa ta standpunkt nede
paa jorden.
For Bjørnson synes det, som om samværet med Vinje
snarere virket som en vakcination mot tvesynet og den
negativ»kritiske retning. Det kom ham tilgode, at han fra
barn av var menneskekjær og vant til at søke at forstaa
de mennesker, som forundret ham, ved at trænge ind i
deres fortrolighet. Han blev nu i nogen aar en intim ven
av Vinje, fulgte ham med naiv beundring og forundring,
som han i sin barndom hadde fulgt Einar Veiten, den
romsdalske ironiker, — indtil det en vakker dag forekom
ham, at han kunde Vinje ut og ind, saa det janus»agtige
ikke længere foruroliget eller forbløffet ham. Det hadde,
mente han, ingen hemmelighet for ham længere. Han kunde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
