Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
86
tekar, som ogsaa tidlig var bitt av Heinrich Heines be«
rusende brod, grundet Vinje og Ibsen i det følgende aar,
1851, det oppositionelle blad «Andhrimner» (oprindelig
kaldt «Manden»), en fri norsk efterligning av Goldschmidts
«Korsaren». Her spottet Ibsen over «Morgenbladet»s re«
daktør, Adolf Bredo Stabells svingning over fra opposition
til regjeringsparti i skuespillet «Norma, eller en politikers
kjærlighed», — en forløper for Ibsens senere politiske satirer.
Og her var det at Vinje i sin ar«
tikel om Goldschmidt uttalte sig
haanlig om det at være et «parti«
menneske», med faste meninger
om sandheten, som om denne lot
sig gjemme og «dele i skuffer som
i et apotek»! «Nei, sandheten
er ikke noget fikst og færdig,
men en proces, noget flytende.
. . . Det er alene grovslagne men«
nesker, som vil ta sandheten og
putte den i lommen.» «Derfor
var det, ifølge Vinje, et lavere
standpunkt at være begeistret saa«
ledes som Grundtvig. En mand
som Goldschmidt, med hans «til«
synelatende ubestemte flyten«
het», kunde ikke være begeistret
uten at fornegte sin natur».
Hadde Bjørnson paa Molde savnet interessant og for«
skjelligartet menneske«selskap (i de levendes verden), saa
var han nu faldt midt op i en forvirrende mangfoldighet
av mennesker og standpunkter. Vinje drog ham i den første
tid som ingen anden, vel netop ved det janus«agtige og
«tvesynte» i sin natur. Idag begeistret og imorgen negativ
og hyperkritisk, — altid vittig og overraskende, istand til
at holde samtalens eller enetalens ild vedlike i timevis, —
vor litteraturs mest særprægede causeur,med uventede varme
kilder av lyrik midt i det kolde og golde. Han blev Wel«
havens arvtager* og fortsætter som det norske høifjelds
sanger og gik selve Welhaven og dennes søstersøn, Ernst Sars,
en høi gang i den sprakende samtales kunst. Denne periode,
som har vaéret kaldt «det poetiske interregnum»1 mellem to
store blomstringstider — Wergeland«Welhavens og Bjørnson«
1 P. Botten-Hansen i «La N orv ege litteraire».
Henrik Ibsen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
