Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
94
stykker i Tyskland i det syttende aarhundrede. Bjørnsons
morbror Nordraak hadde levet en tid i Kjøbenhavn og
elsket navnlig Johan Ludvig Heibergs syngespil og gjorde
sin søstersøn fortrolig med deres viser og melodier. Det
første stykke, han fik se i Kristiania, var Heibergs «Elver»
høi», og det andet var Oehlenschlägers «Hakon Jarl».
Det tok tid, før Bjørnson gjennem alle disse kultur»
indtryk og gjennem alle de nye menneske»indtryk kunde
arbeide sig frem til selvstendighet og fuld harmoni med
sig selv som digter. Det er forbausende at se, hvor litet
utviklet det eiendommelige Bjørnsonske var i hans poetiske
forsøk endnu saa sent som i 1854, to aar før «Mellem
slagene» og knapt tre aar før «Synnøve». Hans — næst efter
det ovennævnte digt om Romsdalen 1 — første trykte digt,
«Fossen», staar at læse i «Morgenbladet» for 18de juli
1852. Men da han sammen med J. E. Sars var redaktør av
studentersamfundets haandskrevne blad i 1854, satte han
digtet ind i dette blad og læste det op i en noget om»
arbeidet og utvidet skikkelse, — uten væsentlig forandring.
Digtet indeholder foruten naturskildring — av Sarpsfossen —
en tragisk fortælling om Eyvind fra Heljeglomme, som
«elsked Ragnhild, hin dalens blomme».
«Men han var fattig, og hun var rig,
og deres Eden, det lukked sig.
Nu staar han her med sin hulde pige,
hvor dødens toner fra fossen stige;
han synes fossen op til ham bar:
«hvad livet negter, det døden har.»
Et sprang — og fossen dem begge sluger,
den dybt til favnen med fryd dem knuger.
Den skratter haanlig, den hvirvler væk,
den toner rædsel, den toner skræk.»
Digtet er, efter hvad Bjørnson meddeler, bygget paa
indtryk av, hvad han selv har følt over fosseduren. Han
har vel følt den forfærdelige suggestive magt, fossen
maatte ha for den, som var rigtig fortvilet. Dette motiv
med fossen som en frister til selvmord kommer jo igjen i
et av Bjørnsons sidste verker, «Paa Storhove», efter 50 aars
mellemrum.
Men man maa spørre sig selv, hvad der i juli 1852
skulde ha kunnet gi ham trang til at leve sig ind i en
’ som prof. Francis Bull finder at være Bj.s første trykte digt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
