Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
93
hvis gjentagne klagende omkvæd «Dog paa jord ei findes
fred» og avsluttende strofe (nedenfor gjengit) gir uttryk
for en urolig og heftig naturs trang til fred men sig selv
og til at staa i kjærlig forhold til en overmenneskelig far.
«Hjertet, det er fredens bolig.
Ene her paa jordens kreds,
naar din Gud du elsker trolig,
naar du er med dit tilfreds. —
Ja paa jord da findes fred!»
Disse linjer har ikke noget større poetisk værd. ’Men
de er uttryk for en lignende sjælelig oplevelse som den,
han i den anden periode av sit liv, da han hadde brutt
med kirkens tro, uttrykte i Ragni Kallems eiendommelige
digt: «Naar blir det morgen?»
«... Naar barmen
varmen —
de omfavner verden i kaldet:
helt god at være mod alle, alle!
D a er det morgen,
rigtig, rigtig morgen.»
Jeg tar neppe feil, naar jeg sier, at dette var den livs«
visdom, han hadde faat med sig hjemmefra, og som
han aldrig mistet underveis, efter mere end femti aars
reise.
At Bjørnson fik en langvarig og fyldig oplevelse av
det, som jeg i motsætning til paulinske og senere læresæt«
ninger vil kalde for den store og enkle urkristelige livs«
kunst, skyldes, næst efter indtryk fra hjemmet og de første
lærere og hans egen naturs behov, ogsaa de to merkeligste
av den danske guldalders forfattere, Grundtvig og Kierke«
gaard. Ogsaa den sidste øvet, ialfald fra 1854 av, en be«
tydelig indflydelse paa Bjørnson. I det hele staar han i
stor gjæld til den danske guldalders litteratur og kultur.
Vil man danne sig en forestilling om den kulturverden,
han med naiv begeistring kastet sig ind i ved sin ankomst
til Kristiania i 1850, maa det ikke glemmes, at Christiania
teater dengang var en forpost, og en ikke ganske uværdig
forpost, for den danske renæssanses kultur. En trup av
mest danske, tildels udmerkede skuespillere, som Jørgensen,
Hagen og snart efter Vilhelm Wiehe, spilte med samme
ret Oehlenschläger og hans danske efterfølgere i Norge,
som engelske skuespillere spilte Shakespeare«tidens engelske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
