Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
102
om nu saa var!» Hans fremtræden gav, hvorsomhelst han
viste sig, indtryk av sikkerhet, men tillike av noget plud«
selig, uventet, som drog opmerksomheten hen paa ham,
men som gjorde, at fremmede ofte i begyndelsen drog sig
unda og helst iagttok ham paa frastand. I almindelighet
forstod han dog i en hast at vinde folk for sig, og det
var ganske sedvanlig at høre beundrende utbrud om ham
av saadanne, som endog blot en enkelt gang hadde truffet
sammen med ham.
Ved denne hans tilbakekomst skulde en gammel plan
først og fremst realiseres. Vi — han og jeg — skulde leie
os et værelse og bo sammen. Dels i fællesskap og dels
hver for os søkte vi da efter et saadant rum, som ikke
var saa let at finde endda. Det skulde nemlig være billig
og dertil hyggelig, i den bedre del av byen og ikke kvist.
Endelig kommer han en dag straalende og beretter, at han
har fundet det eftertragtede. I triumf fører han mig ut i
Storgaten til garver Rosenlunds gaard, indad porten og
opad en av disse gammeldags trætrapper bygget utenpaa
væggen til anden etage, hvor den endte i et galleri eller
en veranda, hvortil dørene fra de forskjellige leiligheter
førte ut. «Er her ikke deilig,» ropte han og præsenterte
mig ikke et, men to værelser, som skulde bli vort frem«
tidige hjem. Det var to høist originale rum. Det første,
som vi traadte ind i, vendte mot gaardsrummet og dannet
en vinkel, med et vindu paa væggen og et i taket.
«Igjennem det kan maanen skinne saa deilig,» mente han.
Det andet vendte mot gaten og var temmelig langt, men
saa smalt, at naar man stod midt paa gulvet og strakte
armen, naadde man væggen paa begge sider. «Er her ikke
deilig! Si, her er deilig!» — ropte han gjentagende. —
Her opslog vi da vore pauluner, og disse smaa rum blev
snart samlingspladsen for en stor kameratkreds. Bjørnson
og jeg hadde allerede før fælles kamerater, for det meste
bergensere eller studenter fra Bergens skole. Kun enkeltvis
og sjeldnere færdedes vore tidligere moldensiske kamerater
hos os. I det aar, som nu fulgte, konsoliderte saa at si
kameratkredsens kjerne sig. En stor mængde periferiske
elementer sluttet sig da som senere til, men for at fra«
støtes eller tiltrækkes, for det meste eftersom Bjørnsons
virksomhet tiltalte dem eller ikke. Kjernen er blit der
indtil nu, i alle livets omvekslinger, i alle kampe, trods al
meningsforskjel, — holdt sammen ved gjensidig venskap
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
