Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
103
og med vor ven Bjørnstjerne Bjørnson som midtpunkt.
Hvorfor? Ja, hvem kan si det? Hvem kan si, hvorledes
ungdomsvenskap opstaar, og hvorfor det er varigere end
alt andet? Det, som den gang knyttet os til B. B., var
ikke nogen egennyttig tanke, det var ikke haabet om at
beskinnes av hans berømmelses straaler......Vi tænkte
ikke saa langt. Det var hans rike evner, hans uforsagte
mod, hans sanddruhet og maaske fremfor alt hans varme
hjertelag, som bandt os til ham, som holdt os sammen
og gjør, at vi idag med sandhet kan henvende hans egne
ord til ham:
«Vi elsker dig, alt had tiltrods.»
Da vi flyttet ind i «Rosenlund», var kolera1 endnu i
Kristiania. Gåterne var fulde av sørgeklædte folk, og der
laa en tung, dyster stemning over byen. Det anfektet os
dog ikke meget; forsaavidt vi tænkte noget derover, trøstet
vi os med det medicinske fakultets erklæring, at sygdom«
men ikke var smitsom! Ganske fri for skræk skulde vi
dog ikke gaa. Bjørnson var mot sedvane gaat ut en aften
alene. Rudolf Bøbert sat hjemme hos mig; vi læste kemi
sammen. Det blev sent, og Bjørnson var endnu ikke
kommet. Bøbert vilde ikke gaa hjem fil sig; saa la vi to
os sammen i min seng og sov sødelig ind. Ut paa natten
var Bjørnson kommet hjem saa stille, at vi ikke hadde
hørt ham. I stor forskrækkelse vaagnet vi ved jammerrop
og saa Bjørnson liggende i sengen, vri sig av smerter og
kaste op. Alt imellem jamret han sig, sparket mot væggen
og skrek: «Aa, denne maven! Aa jeg har saa ondt! Jeg
har kolera! Jeg dør! Aa, denne forbandede maven!»
Bøbert løp avsted efter læge, og imens heldte jeg i pati*
enten en vældig portion ; av Conradis koleradraaper.
Langt om længe kom Bøbert, ledsaget av doktor Munch.
Bjørnson laa da stille, formodentlig i en halv opiumsrus.
Paa doktorens spørsmaal om tilstanden svarte han: «Da
Lucullus kom, hadde Pompejus seiret!» — Det poetiske
anfald av kolera var overstaat. Da lægen kom, hadde
naturens lægende kraft seiret.
Forøvrig var vort værelse skuepladsen for mangen en
munter spøk, ikke altid av den stilfærdigste art. Mangen
gang har vi siden forundret os over, at vor, vistnok
1 Koleraen var allerede utbrutt i Kristiania i oktober 1850, men
tok nyt opsving ut paa sommeren 1853.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
