Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
129-
merater hos mig. .» Følgen er, at Lovise, husets datter,
følger ham ut i kjøkkenet for at tænde op under kjedlen,
da hun er alene hjemme sammen med en flok veninder.
Og sammen tænder de op under kjedlen! Rigtignok er
der endnu mange gjenvordigheter at gjennemgaa for den
beslutsomme student. Han gaar i den følgende tid saa ofte
i kjøkkenet for at be om varmt vand, at tjenestepiken
klager, og han blir opsagt og maa flytte! Men enden er
dog den, at han blir forlovet, og som saadan holder stu«
denten sit indtog i den avstængte familie. Studenterne kan
bryte igjennem de lukkede cirkler, — hvilket var det, som
skulde bevises. De har kjærlighetens sprængkraft!
III.
Der er i Bjørnsons avisartikler fra denne tid, som ofte
senere, adskillig hastverksarbeide og meget, som ikke er
omhyggelig forberedt. Men der er altid sund sans og godt
mod. Der er lyst til at vaage trøien for at «skubbe til
tiden». Det hænder av og til, at han skubber vel pludselig
eller haardt. Han har ofte i sin iver for at komme hurtig
frem og aapne vei for sit foretagende og sin fylking støtt
en og anden voldsomt tilside, som fortjente en hensyns«
fuld behandling. Men han har ogsaa ofte været ivrig for
at gi den tilsidesatte opreisning. Han begyndte med at
angripe Welhaven. Og Welhaven saa længe skjævt til ham
som til en ny Wergeland. Men det endte med, at han
vandt Welhaven ved sin naturs varme, likesom han ialfald
fra sin side blev ven av Vinje. I Welhaven lærte han med
tiden at se en digter, hvis naturbilleder i enkelte henseender
tiltalte ham næsten endnu mere end Wergelands. Tildels
kanske, fordi Welhaven er noget mere av en psykolog end
hans store motstander. «Ja, skulde jeg drives til det» —
skriver Bjørnson i et brev til J. E. Sars (30te oktober 1902)
— «vilde jeg hævde, at saa inderlig indvævet i følelseslivet,
som naturen var hos Welhaven, var den det ikke hos
Wergeland. For denne var naturen en kamerat av ældre
eller yngre alder; han snakket med den, hvilte i den,
jublet og skøiet. For Welhaven var den sommesteds saa
tæt favnet, saa optat i hans inderste, at uttrykket blev
9 — Collin: Bjørnson. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
