Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
136-
Mars utførte paa Pariserteatret, indtil hun var over de 60
aar, unge dameroller og fortryllet bestandig pariserne, der
dog, som bekjendt, er kræsne nok.» — Det er alt nok!
Jeg vet, hvad man skylder alderdommen. Men naar den
60«aarige spiller unge dameroller og fortryller vore unge
graahærdede «parisere», maa da ikke jomfru Svendsen og
jomfru Johannessen faa lov til at fortrylle os stakkels
norske i gamle bedstemorsroller? Hvad — det er da vel ikke
for meget forlangt? Sætter jeg endnu «det ydre over
aanden»? Stop — der løper «abonnenten» [han opsier sit
abonnement], jeg frafalder, jeg frafalder–»’
Efter denne lille replikveksel fandt man altsaa, som
Lindseth fortæller, at Bjørnsons motstander var saa aldeles
overlegen, at der ikke kunde være tale om nogen sam«
menligning. Og da man fik vite, at Bjørnson var forfatter
av alle tre artikler, blev man indigneret over denne mange«
sidighet. Dengang var det jo ikke let for nogen at se det
naturlige i, at den vordende dramatiker debuterte som te«
aterkritiker med en dramatisk dialog.
Gjennem denne faar vi i grunden et noksaa klart ind«
blik i situationen. Tilsynelatende hadde den danske skuespil«
litteratur og skuespilkunst fuldstændig overtaket i Kristi«
ania. De mere velhavende Kristiania«folks smag begunstiget
endnu den danske uttale og det danske spil. Og paa en
viss maate med rette, forsaavidt som disse svarte mest
harmonisk til de danske tragedier og vaudeviller og lystspil,
— til Oehlenschläger og Hertz, Heiberg og Hostrup. Det
var vel egentlig først gjennem Ibsens og Bjørnsons skuespil,
med deres norske sprogtone, at forholdet vendte sig avgjort
til gunst for de norske skuespillere. Selvfølgelig berodde
meget paa vanens magt. Man var saa litet vant til at høre
norsk uttale paa scenen, at den klang ilde i gamle teater«
gjængeres øren. Omtrent som østlandsk senere klang ilde
endog paa Østlandet, i selve Kristiania, efterat man hadde
vænnet sig til bergensisk. Det norske tonefald og klang«
f>ræg erobret de norske scener i to avdelinger. Den noget
ettere og mere bøielige vestlandske uttale gik freidig og
syngende i spidsen og drog den østlandske efter sig. Fra
Bergen kom næsten alle de bedste rekrutter til den
1 Alle de nævnte avisartikler er avtrykt i «Bjørnstjerne
Bjørnsons artikler og taler». I utvalg ved Chr. Collin og H. Eitrem.
Med en indledning av J. E. Sars om Bjørnsons plads i Norges politiske
historie (Gyldendalske forlag).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
