Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
170-
der vil kunne sikre det en god optagelse paa en hvilken*
somhelst scene.» To dage efter avertertes stykkets opførelse,
og det gik nu flere gange itræk over scenen.
To aar senere forsvarer Bjørnson, som da var i Bergen,
Ibsens næste stykke, «Hærmændene paa Helgeland»,
mot «Kristiania*Postens» kritiker, Richard Petersen, som
vi senere skal se, og fremhæver, at dette skuespil i det
dramatiske er det første, som endnu er skrevet i
Norge ... . Det vil vise sig i besiddelse av en scenestyrke,
naar det engang gaar, som intet drama før hos os». . . .
Men han tar forbehold overfor «det gamle apparat» (den
Scribe’ske teknik) som han mener Ibsen hadde lagt kunstig
tilrette paa det gamle sagastof. Han antyder at Ibsen i
teknisk henseende er inde paa den samme avvei som Scribe,
der ofret psykologien for den feberagtig spændende hand»
lings skyld. Denne dramatiske bygningskunst, som ikke
lot personerne faa ro til at utfolde sit sjæleliv, mindet
Bjørnson om tidens rastløse økonomiske jag. Ogsaa i det
dramatiske har tiden villet kjøre med jernbanefart. Bjørn«
son vil i dramaet, som i al digtning, ha ro til at fordype
sig i «tilværelsens store gaater». Av det nye drama, som
er ifærd med at avløse det Scribe’ske, «er larmen og færd*
selen vist ut; vi løser ikke længer jernbanebilletter».
Allerede flere aar tidligere hadde han i en artikel om
«Forretningsmanden og kunsten» («Morgenbladet»,
14de oktober 1855) skrevet om kunstens ro i forhold til
forretningslivets uro og jag. Mot dem, som stadig krævet
nye stykker, med en ny handling, og ikke kunde glæde
sig ved at se om igjen et godt stykke, fordi om det var
gammelt og kjendt, fremholder han, at «denne jagt efter
nyt .... ligner et trav henover en ørken, hvorunder man
ingen glæde har, blot længsel efter reisens maal .... En
saadan hast kan gemyttet ha i livet og livets gjerning, men
i kunsten bør det ha hvile. Men det er karakteristisk for
tiden, at den vil ha kunstnydelsen puffet ind i rækken av
sine forretninger, og som saadan det positive utbytte av
den, som kan ligge i en ny fabel .... Istedenfor at for*
søke paa at trække kunsten ind i sin egen tummel, maa
man lægge ned noget av sine forretninger og sin hast for
at kunne hæve sig op til den».
Bjørnson er her inde paa den tanke, at kunsten danner
en motvegt mot det ofte fremoverlutende ved det praktisk*
nyttige arbeide, hvor de fleste altfor meget tænker paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
