Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
173-
(det var jo den norske veibygnings glanstid). Men der
skal andre ting end gode veie til for at sammenbinde land
og folk til en helhet. Kunsten maa være med paa at samle
det norske folk ved idelig at gi speilbilleder, hvori folket
kan se sig selv i de store fælles drag. «Et slikt verk (som
gjør, at vi gjenkjender vor nationale eiendommelighet)
forener os alle til en stor familie.... og gir den velsignede
følelse herav.»
Da Bjørnson skrev disse ord, var han saagodtsom færdig
med «Synnøve Solbakken», og hans skuespil «Mellem
slagene» var antat til opførelse paa Christiania teater. Han
hadde allerede det nye speilbillede færdig!
For at kunne fremstille Bjørnsons forhold til det øko«
nomiske gjennembrud i 50«aarene i ubrutt sammenhæng
har jeg været nødt til at gripe litt ut over hans egentlige
«læreaar». Og jeg har dvælet saalænge ved disse læreaar,
fordi man efter mit skjøn ikke faar hverken den rette for«
staaelse eller den fulde, befriende glæde av det store ny«
norske gjennembrud i menneskeskildringens kunst, med«
mindre man lever sig ind i dens haarde kamp med hin«
dringer og motkræfter. Vi nulevende og alle de følgende
slegter faar denne digtning saa let — altfor let. Men den
faar derved neppe sit rette værd, ikke det tilkjæm«
p e d e s værd. Vi maa forsøke at se den arbeide sig frem
under skuffelser og forsinkelser og allikevel holde modet
oppe. Bjørnsons utvikling i disse aar hænger sammen med
to eiendommelige sider ved hans natur: gjennem sin evne
til samfølelse yderst mottagelig for den omgivende verdens
strømninger, en uhyre ømfindtlig leder av menneskelig
elektricitet; men paa samme tid ogsaa utrustet med en used«
vanlig evne til at øve mottryk mot tidens fremherskende
stemning og sende en elektrisk strøm i motsat retning. I
nogen grad maatte han leve sig tversigjennem tidens kri«
tiske retning — uten dog nogensinde at tape digtermaalet
avsyne. En av hans ungdomsvenner fortæller i «Samtiden»s
Bjørnson=hefte under det pseudonyme merke N. K., at
«digtermaalet rykket ham fjernere», efterat han var blit
student. «Han la meget mere kritik paa sig selv . . . Naar
han gestikulerte, gjorde han det ikke længer med spri«
kende fingre, men han begyndte saa smaat at kokettere
med sine smukke hænder, — haaret, som før var redet op
i en pyramide, Romsdalshorn kaldet, fik nu falde frit og
naturlig, — og han var utad saa stilfærdig, at da der i det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
