Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
204-
Ridderholmskirken og museerne i Stockholm stod senere
for ham som et uforglemmelig besøk i Sveriges fortid. I
saadanne øieblikke «sier nordmanden til sig selv, at det
svenske folk er et stort folk, et av de største, historien
kan fortælle om, ja i forhold til virkemidlerne og tiden,
hvori det virket, maaske det største......Da sa jeg
til mig selv, at naar det svenske folk midt imellem disse
minder gaar en jevn, borgerlig gang som broder ved vor
side, da øver han dog sin heltemodigste gjerning. Ingen
kan nemlig være blind for den umaadelige fristelse, som
ligger i alle disse ord fra den gamle tid.» Dens historie
møtte de norske studenter overalt, i kirker og museer, i
parker og paa torve. Bjørnson undrer sig paa, om vi no<
genside faar vor statue av Tordenskiold eller av «vor folke«
kjære Christian den fjerde, Kristianias grundlægger», og
«de mange andre, der burde leve midt imellem folket og
tale til det om, hvad det var og er. Der ligger en stor
magt i disse smaa ting».
Av de mange festtaler fandt Bjørnson de fleste altfor
lange. «Vi nordboere har da ogsaa et forfærdelig hang
til at forstyrre vore godslige festfornøielser med alskens
opstrævet snak. Og heri — det maa de brave svensker
taale at høre — er disse de slemmeste. De taler for meget,
og de taler for langt.» Desuten var de fleste taler ikke
sprunget frem av møtets egen stemning. «De fleste er la»
get til forut og gaar makelig side om side med al vor
samtale.» De svenske professorer Carlsson og Swede«
lius og vor Welhaven nævnes av Bjørnson som ly«
sende undtagelser. Men mest indtryk paa ham gjorde
dansken Carl Ploug, ved sin aapne og djerve tale for
«Nordens politiske enhet», som en røst fra den strenge
virkelighet, der skar igjennem fest«romantiken. Ploug hæv«
det, at uten et bestemt politisk forbund kunde det
folk, som blev angrepet av en stormagt, ikke faa nogen
virksom hjælp av de andre nordiske folk, fordi disse, selv
om de ønsker at hjælpe, «savner en lovlig ret, en bestemt
forpligtelse dertil».
Bjørnson gjengir dette Plougs «politiske testamente»
i sin helhet og tilføier: «Vi er dog i grunden nogen stym«
pere alle mot Ploug. Han er handlingens mand og som
saadan kommen et skridt videre end vi, som holder den hele
sak i abstraktionens taake og derfor har godt for at være
enige og tale, saa alle liker det. Men den, som skal handle,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
