Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
205-
. . . maa ta parti, det vil si, søke begrænsning, og . . .
da er det forbi med freden, da skal det være forbi med
den. Skjønt man ikke kan gaa med Ploug ret længe, tvinges
man dog til at agte, ja elske ham, som man elsker alt det,
der er frit, kjækt og kraftig. Naar jeg saa Ploug lægge
frem iblandt os. maatte jeg altid tænke paa hine høvdins
ger i de gamle slag, hvis langskibes stavne rak et godt
stykke frem foran de øvriges.»
For at faa et indtryk av stemningens alvor og den saa
at si historiske vækkelse paa studentertoget i 1856 maa
man erindre, at Krimkrigen var gaat like forut. Krims
krigen drog pludselig Norge og Sverige ind i den euros
pæiske politik. Det saa en stund ut, som om striden mels
lem vestmagterne og Rusland skulde vokse op til en vers
denskamp. Henimot krigens slutning var det, som om den
europæiske storpolitiks millioner av øine pludselig blev
rettet mot Sverige og Norge. Marskalk Canrobert, «seiers
herren ved Inkermann», kom med en hemmelighetsfuld
sendelse til Stockholm, og der gik rygter om vor snarlige
deltagelse i krigen. I Sverige drømtes der av en og anden
store og fantastiske drømme om at gjenvinde Finland. Og
fra norsk side pekte især O. Richter i «Aftenbladet» og i
selve «The Times» paa den fare, som truet de finmarks
ske havne fra Rusland, som like fra Peter den stores tid
hadde drømt om at «plante Andreaskorset ved Atlanters
havet». Man fablet om de finmarkske fjordes og havnes
aldeles enestaaende egenskaper og trodde feilagtig, at Russ
land selv ikke hadde brukbare havne ved Nordishavet.
Frugten av Canroberts sendelse blev, som bekjendt, den
saakaldte novemberstraktat av 21de november 1855, hvors
ved Napoleon den tredje i grunden utnyttet Norge og
Sverige i sin tjeneste. Meningen var øiensynlig ikke den
at utvide krigen, men alene at tvinge Rusland til fred.
Tilsynelatende var vestmagterne generøse; de garanterte
Sveriges og Norges udelelighet og integritet, som de to
land forpligtet sig til at opretholde. Men i virkeligheten
betalte de to stormagter en reel fordel i øieblikket med
papirpenge av synkenke værdi. Den svenske utenriksles
delse lot sig bruke til at tilføie Rusland et «diplomatisk
nederlag», som «Aftenbladet» sier, — hvad der sandsyns
ligvis skadet de forenede rikers handlefrihet og derved
Danmarks sak i 1864. Sveriges store og endnu saa levende
historiske minder viste her sin farlighet, likesom de overs
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
