Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
270-
mesterskap som digter med sin barndoms troskyldige kjær«
lighet til bønderne. Det lyse og forhaabningsfulde syn,
som svarer til det aktive og kjærlige i hans natur, maatte
han som voksen tilkjæmpe sig paany, efterat han i flere
aar hadde arbeidet sig tversigjennem den kritiske strøm»
ning.
For det første den politiske kritik. Det var uund»
gaaelig, at en saadan maatte komme. Ikke alene hadde
den romantiske beundring for «oldelsbonden» spændt den
ideale fordring meget høit. Men det store romantiske syn
paa bønderne som forholdsvis ufordærvede «naturens barn»
hadde i sin tid bidrat til at gi dem en politisk magtstil«
ling, som i og for sig maatte utsætte dem for en fordrings»
fuld kritik. Der hadde været et sterkt element av roman»
tisk idealisme — ikke ubeslegtet med den franske adels
storsindede selvofring natten til den 4de august 1789 — hos
de høihjertede mænd av embedsklassen, som i 1814 la den
politiske magts tyngdepunkt over til gaardbrukerstanden. I
løpet av 1830», 40» og 50»aarene begyndte bønderne at ta
de ædle formyndere paa ordet og erklære sig selv for po»
litisk myndige, — under Ole Gabriel Uelands kloke le»
deise (fra 1833). Det var ganske naturlig, at fra nu av
blev de mest oplyste klassers syn paa bønderne adskillig
mere kritisk og realistisk. Man begyndte nu, som profes»
sor J. E. Sars sier, at lægge merke til bøndernes «mindst
tiltalende sider: snæversynet, materialismen, klasse»egoismen,
den stive fasthængen ved hvad der var gammelt» . . .
«Særlig i 1840»aarene, efterat bønderne paa stortinget hadde
sluttet sig sammen til en fast gruppe, som drev sin egen
politik og hadde sine egne førere, traadte disse skyggesi»
der skarpt frem, og under indtrykket herav slog begeist»
ringen for odelsbonden hos mange over i sin motsætning.
Den kritikløst sværmende tro blev avløst av en overkri»
tisk tvil, især i de ledende kredse i hovedstaden. En vir»
kelig tvilesyke grep om sig; man søkte frem, hvad der
kunde tjene til at stille bondens stel og væsen i et ufor»
delagtig lys, og man fandt i overflod, hvad man søkte.’
Et av intelligens»partiets skarpeste hoder og en mand,
som senere kom til at spille en lysende rolle i vor poli»
tiske historie, Bernhard Dunker, sigter uten tvil nærmest
til stortingets bønder, naar han i sin bok om «Den nor»
1 J. E. Sars, «Norges politiske historie 1815—1885» (bilag til
«Verdens Gang»), s. 460. Senere optrykt i Norges historie.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
