Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
271-
ske Constitution» fra Wergelands dødsaar (1845) taler om
«den snæverhjertethet og uforstand, den bornerte selvgods
het og det egoistiske overmod midt i den tykkeste uviden»
het, som i den senere tid alt mere og mere gjør sig gjæl»
dende paa vore storting».
Til dette og lignende angrep fra konservativt hold kom
fra begyndelsen av 1850»aarene en endnu mere bitende og
overdriven kritik av bønderne fra det unge Norges radi»
kale leir. Vinje og endnu mere Henrik Ibsen var
oprørt over stortingsbøndernes smaaskaarne optræden i ar»
beidersaken (Marcus Thranes sak) og ikke mindst i pen»
sionssaker. I sine politiske artikel»rækker i «Andhrim»
ner» tar Vinje dog bondestanden i forsvar, forsaavidt han
fremhæver, at stortingsbønderne ikke repræsenterer bon»
dens virkelige tænkesæt. Bønderne er endnu ikke politisk
vaakne (altsaa ikke helt ansvarlige for stortingsbøndernes
feil). Men mot de politiserende bønder, Ueland og «Ue»
landisterne», er ogsaa han meget streng. I Henrik Ibsens
komedie «Norma» latterliggjøres bøndernes fører, Ueland,
som Ariovist, «en gammel druide», — likesom senere i
Lundestads rolle i «De unges forbund». Ikke blot Ueland,
men hele hans følge er «druider». Og det oplyses i en
anmerkning, at druiderne var «hedenske hunde, der like»
som uglerne og flaggermusene helst drev deres spil i
mørke skoge, hvor oplysningen (fra sol og maane) van»
skelig kunde trænge ind». Av princip holder de sig «en
hestelængde bakut for tiden». — Igjennem en række av aar
bevarte baade Vinje og Ibsen et temmelig pessimistisk syn
paa den norske bondepolitik. Forklaringen ligger, foruten
i personlige forhold, for en ikke liten del i den skuffelse
av romantiske forhaabninger, som fulgte med de mislyk»
kede revolutioner og frihetskampe i 1848 og de følgende
aar. For Norges vedkommende var det, som før nævnt,
særlig i 1851, at den frisindede akademiske ungdom følte
sig bittert skuffet over stortingsoppositionen. I dette aar
lagdes (som tidsskriftet «Andhrimner» viser) spiren ikke alene
til Vinjes senere angrep paa Ueland og den liberale oppo»
sition i begyndelsen av 1860»aarene; men ogsaa til Ibsens
kritik av sakfører»partiet og bonde»oppositionen i «De
unges forbund». I det hele maa man gaa tilbake til den
romantiske «désillusion» — eller skuffelse over ikke»beta»
ling av ideale fordringer — i begyndelsen av femtiaarene,
hvis man vil forstaa ae historiske forutsætninger for ver»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
