Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
280-
forvandlet fra færdig resultat til endnu mulighetsrike evner,
som pekte fremover. Det er digtningens privilegium, i
motsætning til den rene videnskap. Digteren omdanner
det faktiske til mulighet, og virkningerne til endnu vir»
kende kræfter. Han lægger ikke hovedvegten paa det
fuldbragte («et faktum»), men paa den levende bevægelse
og vekst. Om et menneskeliv er endt tragisk, kan han
sætte dets fine og forunderlige samspil av kræfter i gang
paany, i tuseners bevissthet. Paa denne maate vil Bjørn»
sons Arne Kampen og hans mor leve omigjen og atter
omigjen, med en livsflamme, som fornyes fra slegt til slegt;
og ved siden av dem to tragiske motstykker fra sagatiden.
Sigurd Slembe og hans mor. Disse to billeder av moi
og søn fra Norges nutid og fortid maa ha fremstillet sig
som analogier og kontrastbilleder for Bjørnson allerede
under hans ophold i Kjøbenhavn i 1857, efter hvad vi kan
se av et senere brev fra Rom. 1 Under sin beskjæftigelse
med de illegitime barn og deres mødre slog Bjørnson midt
i tidens dystre graaveir en fantasiens regnbuebro over fra
det nye til det gamle Norge, hvor netop denne klasse av
barn hadde spillet en overordentlig stor rolle. Ikke alene
et kongsemne, Sigurd Slembedegn, men selve kong Sverre,
den gaadefulde, den uutgrundelige, hadde hørt til disse
omstridte og stridvækkende menneskebarn. Og ut av den
dypt nedstemmende diskussion om en ulykkelig stillet
klasse av mødre og barn blomstret frem to av de mest
gripende livsbilleder i vor litteratur. Ingen mødre er i nyere
digtning behandlet med større ømhet.
Dette er digterens forhold til den klassificerende viden»
skap og den sociale retsordning, som begge i nogen grad
er nødt til at se paa de feilende mennesker gjenr ovens
og almensætningens kolde, abstrakte syn. Til alie de gene»
reile dommes kastebundne og brændemerkede kommer dig»
teren som en befrier og viser, at et konkret, levende men»
neske er altfor sammensat til helt at kunne indestænges i
nogen klasse, bestemt ved et enkelt kjendemerke eller ka»
raktertræk. Digtekunsten har asylret, som de gamle templer.
Historiens og det moderne samfunds stedbarn redder den
ind under det individualiserende syn. Sigurd Slembes eller
Arnes mor, to av disse mødre, som føder med dobbelt
smerte, — hvor er de ikke reddet ind i Bjørnsons digt*
1 Trykt i «Aftenbladet», 22de august 1861. Om «Sigurd Slembe»
sier han, at «jeg har baaret stoffet likefra 1857».
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
