Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
50
leder han denne karakterstyrke nærmest af
opfostringen i en storslagen og streng natur.
Bjørnson har her ydet den Heine’ske
retning sin varme sympathi, samtidig med at lian
har forklaret den som en følge af smertelige
barndoms- og ungdoinsindtryk, altsaa som kamp
med en art sygdom eller svækkelse. Han var
nu istand til at se denne kultur-retning i et
alsidigere og retfærdigere lys end ved sin ankomst
til hovedstaden i 1850.
Allerede Vinje havde i Andhrimner pegt
paa, at der i de norske bygder kunde lindes
mangt et sidestykke til Goldschmidt, og kanske
derved tænkt paa sin far og sig selv. Og 1’aul
Botten-Hansen havde i Norske mysterier
spøgende sammenlignet selve Heine med den gamle
sagnhelt Ørvarodd, som havde den
eiendomme-lighed, at lian lo, naar han blev greben af en
rigtig dyb sorg. Vinje har senere, baade i
Ferdaminni (18(51) og i et digt til fædrenes minde
fra 18(58 forherliget dette træk i de gamle
nordmænds karakter.
Du høyrde’n aldri mala
i klynk um sine kaar.
Den guten kunde tala
med skjemt um sine saar.1
Men det er ikke blot dette, Bjørnson
beundrer hos Arne: at en mand bærer paa nagende
sorg eller savn og alligevel holder modet oppe.
Til denne egenskab, som minder om kong Sverre
1 Vinjes Skrifter i Utval, 111. s. 211, sammenlign II. s. 2215.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
