Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
71
ordsproglige fynd, som endnu levede i de norske
bygder. Hvor norsk denne stil var, det havde
han neppe vidst, før han hørte den udtalt af sin
egen mund, med hjemligt tonefald og klangpræg
midt inde iblandt det bløde danske
studenterkvidder Fra nu af havde han tillid til denne
stil. Og herefter kunde ban trygt lade sine
nu-tids-bønder tale noget nær det samme sprog,
uden hensyn til at Østgaards bønder havde
kunnet tale ægte tønsetsk dialekt, med næsten
filologisk nøiagtighed. Paa denne maade synes
Bjørnson al have banet vei for den trygge og
harmoniske stil i «Synnøve Solbakken» og «Arne .
Gjennem sagaskuespillet var han bleven befriet
for en sprogtvang, som vilde have hæmmet hans
kunstneriske udvikling. Ordformer og
bøinings-endelser blev fra nu af uvæsentlige, ogsaa naar
det gjaldt at fremstille nutidens bønder. Det,
som skulde fremstilles, var ikke «landalmuems
kultur og sprog eller skikke, — ikke det, som
arkæologerne og etnograferne og demograferne
samlede paa; ikke gamle dragter og smykker,
eller vel bevarede sædvaner, eller gammel
overtro og ærværdige sagn : ikke merkelige ordformer
og gloser, ja ikke engang eventyr og viser i den
overleverede form. Bjørnson er ikke
folkelivs-skildrer i den forstand. Han tilhører ikke den
samme retning som Asbjørnsen eller Østgaard,
selv om han har lært noget af dem begge. Han
bryr sig merkelig lidet om det nationale i
arkæologisk forstand. Det i færdig form over-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
