Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
92
I)e to lande, som har ydet de største bidrag
til den sceniske literatur i det nittende
aarhundredes anden halvdel, er jo Frankrig og N’orge.
Ialfald i eftertidens dom vil kappestriden staa
især mellem disse to lande. Tilsyneladende var
ved begyndelsen af l<SöO-aarene de bedste
historiske forudsætninger paa Frankriges side. Af
alle nyere nationer var det franskmændene,
som havde den rigeste dramatiske tradition,
medens Norge af alle kulturlande vel var det
fattigste paa scenisk kunst. Norge lik först i
l<Sf>() sin förste offentlige nationale scene, mens
Frankrig havde havt et theater med fuldt
scenisk udstyr lige siden middelalderen. Frankrig
syntes at have alle betingelser for at seire i en
dramatisk kappestrid med det lille dramatiske
nybegynder-land, Norge. Det franske dramas to
nye mestere, Augier og Dumas-Fils, havde et
forsprang ogsaa i alder. Den første var næsten
otte aar ældre en Ibsen og den sidste vel otte
aar ældre end Bjørnson.
Men de historiske vilkaar var ikke saa
ugunstige for Norge, som det ved første øiekast
synes. For Norge var det, som før nævnt, noget
af en national selvopholdelses-sag at skabe et
selvstændigt skuespil og en national scene. Disse
hørte med til de nye og nødvendige livs-organer
for en ny-norsk nation. Desuden var Norge
aldeles ikke uden dramatisk tradition, og det
selv om vi ser bort fra Holberg og Wessel.
Ludvig Holberg var jo dog baade efter naturel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
