Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
99
gaard og den anden, forøgede udgave af
Asbjørnsens og Moes førnævnte Norske
folkeeventyr». Men dertil kom netop i 1852 — det aar,
da Bjørnson blev student — tre verker, som var
skikket lil at styrke troen paa den ny-norske
kulturs fremtid: Henrik Wergelands
samlede skrifter udkom fra 1852 til 1857 i ni
store bind med Hartvig Lassen som udgiver,
paa Chr. Tønsbergs forlag. Det føltes af unge
studenter som Bjørnson og J. E. Sars som en
national rigdom. Og den tredje af de tre
vældige genier fra Wergelandstiden Abel, Wergeland
og P. A. Munch) begyndte ved udgangen af
1851 at udgive sit store verk over «Det norske
folks historie» (1852—59, (5 bind, hvoraf flere
dobbeltbind, paa tilsammen mellem (5 000 og 7000
sider). Dertil kom, i 1852—53, Landstads
store udgave af Norske folkeviser, som
blev af ikke liden betydning baade for Bjørnsons
og Ibsens digtning.
Samtidig med, at P. A. Munch allerede ved
det storartet brede anlæg af sin fremstilling
aabnede ligesom en større synsvinkel for
opfatningen af Norges gamle storhedstid, beviste
Asbjørnsens og Moes samling af eventyr, Ivar
Aasens grammatik (1848) og ordbog (1850) over
det norske folkesprog samt Landstads udgave af
folkeviserne, at den gamle norske kultur ikke
var uddød. Jørgen Moe havde været banebryder
for visernes vedkommende ved sin samling fra
1840, som i 1848 blev udgivet paany af P. A.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
