Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
100
Munch. Om Landstads langt større samling
skrev l’. A. Munch en anmeldelse i
«Morgenbladet», 29de august 185,’i, hvori han med varme
fremhæver den ubrudte forbindelse mellem den
store sagatid og nutiden. «Legene og
børne-viserne er upaatvivlelig, i det mindste de Heste af
dem, nedarvede fra umindelige tider, og det er
en besynderlig tiltrækkende tanke, at de samme
vuggeviser, kun med ubetydelige forandringer,
ogsaa maaske blev sungne af mødre . . . paa
Sankt Olafs tider..... I hine simple
barneviser hører vi endnu ord og toner fra den
fjerneste urold, ord og toner, der maaske lød, førend
Eddadigtene endnu var blevne til, og som i det
mindste kunne have været sungne for Haakon
Jarls og Einar Tambarskjelves vugge.» – Det
smukt udstyrede verk, som var ledsaget af de
af Lindeman samlede folkemelodier,
betegnes af Munch som <et af de vigtigste og
interessanteste verker, der er udkomne siden
Norges gjenfødelse til politisk selvstændighed .
Man kunde tro, at denne tid - begyndelsen
af femtiaarene - maatte være en national
begeistringens tid som aldrig for, — en tid, da
alle grebes af ny tro paa det norske folks evner,
ny tillid til dets fremtid. Man havde jo
Wergeland og Welhaven, Ole Bull og Kjerulf. Man
havde den nye norske malerskole (Diisseldorferne),
som ialfald ved sin farvepragt syntes at
over-straale J. C. Dahl. Man havde den norske
historiske skole (Keyser og P. A. Munch) og en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
